PROFIL: Nina fra Jakodan.dk

PROFIL er interviews og portrætter med og af webshopejere, eksperter mm.

255x200Denne profil er af virksomheden Jakodan, hvor jeg har taget en kort snak med den ene ejer, Nina.

Jakodan er en dansk virksomhed, som er startet af Ninas kæreste Jakob og i dag drives af dem begge to. De sælger emballage og gaveindpakning.

Det er blevet til et langt interview, men læs det igennem – Det giver et fantastisk indblik i en succesrig webshop og personerne bag.

Fortæl lidt om om Jeres produkter og målgruppe?
- Vi har primært emballage til postforsendelse, fx boblekuverter, postæsker, papomslag og lign., så andre webshops er faktisk en stor del af vores målgruppe, da de skal sende alle deres varer og derfor bruger rigtig meget emballage..Vi plejer at kalde os selv for en webshop til webshops. Men vores kunder er generelt andre virksomheder, vi har ikke så mange private kunder.

Hvad er Jeres egen baggrund for at starte webshoppen?
- Webshoppen er startet af min kæreste gennem 8 år, Jakob, og mig selv.

Vi er hhv. 30 og 31 år.

Jakob har en handelsskoleuddannelse og jeg er uddannet kontorassistent.

Vi har begge prøvet flere ting efter folkeskolen, før vi gik i gang med uddannelse, fx har Jakob været igang med en mekanikeruddannelse, taget vagtkursus og været på et lager.

Jeg har bl.a. været aupair, arbejdet på et pizzaria og hos en ejendomsmægler.

Hvordan er Jeres webshop bygget, og hvorfor valgte i netop den løsning?
- Vi bruger et system der hedder sitedream fra Indicom.

Vi havde ikke så mange tanker bag vores valg – Det var det, vi havde til vores gamle hjemmeside og det var nemt at bruge og så var det dét program vores reklamebureau foreslog.

I dag er jeg glad for, at vi har valgt det, da det giver rigtigt mange muligheder for at programmere lige efter vores hoved.

Fx. har vi fået det lavet, så webshoppen selv beregner fragten, vi kan selv nemt og hurtigt skifte fotos, oprette produkter, skrive tekster, lave links osv.

I øjeblikket er vi ved at få lavet en speciel søgemaskine, så kunderne kan søge på formater, fx. hvis de skal bruge en kasse i en bestemt størrelse.

Til gengæld er det absolut ikke det billigste program, så hvis man ikke vil lægge for mange penge i siden fra start, er det nok ikke det program, man skal vælge.

Skulle jeg vælge, med den viden jeg har i dag, ville jeg nok fra start kigge lidt mere efter en shop, hvor funktionerne allerede var udviklet og en shop som klarer sig bedst muligt i forhold til søgemaskineoptimering.

Hvordan markedsfører du din webshop, og hvad har du prøvet der ikke virker?
- I dag markedsfører vi os primært i google. Vi har med succes fået Thomas Rosenstand fra Concept-i til at sætte søgeordene op for os og til at trylle lidt med hjemmesiden så den kommer højere op i de organiske søgeord. Det virker!! Før vi fik en professionel på sagen for et års tid siden, fik vi i gennemsnit 10-12 nye erhvervskunder om ugen gennem shoppen. i dag får vi ugentligt 30-35 nye kunder og i højsæsoner, fx op mod jul, får vi mange flere. Den bedste uge vi har haft var december sidste år, hvor vi fik 66 nye erhvervskunder på en arbejdsuge (5 dage) – Det var sjovt, men hårdt!

Vi reklamerer også få andre steder uden for nettet, primært direct marketing.

Fx fik vi for et par år siden et papomslag specielt egnet til at sende lp’er. Vi fandt alle de lp-butikker i Danmark, vi kunne og sendte en vareprøve og et salgsbrev til dem hver – det gav godt, fordi der ikke rigtigt fandtes andre standardløsninger til LP’er på det tidspunkt. Vi har også sendt tøjpose-prøver til tøjwebshops og bogomslag til bogforlag osv.

Vi sendte en gang en reklame ud i hele Danmark med posten.. det gav nye kunder, men slet ikke nok i forhold til, hvor mange vi sendte ud.

Vi brugte nok et par hundrede tusinde på det og fik måske små 200 henvendelser ud af det, fra kunder som købte småting, ingen større kunder. Det var alt for meget arbejde for al for lidt fortjeneste.

Min erfaring er, at skal man sælge på nettet, skal man reklamere på nettet – undtagen hvis du har et produkt, som er målrettet en helt præcis målgruppe.

Hvorfor startede I op?
- Jakob startede virksomheden så småt i slutningen af 2002, men de første par år gik mest med at finde produkter og lign., der var ikke ret mange indtægter.

Jakob var lige blevet færdig med handelsskolen og ville gerne starte noget selv.. Jeg var stadig under uddannelse som kontorassistent.

Da virksomheden var et par år gammel i 2005 skete der simpelthen ikke nok til, at det kunne løbe rundt. Valget stod mellem at lukke biksen og finde på noget andet,eller satse 100 % og give den en skalle.

Jeg var lige blevet færdig med min uddannelse og brændte for at arbejde med marketing og salg- Jakobs interesser lå mere omkring indkøb, lager, osv., så på den måde supplerer vi hinanden godt.

Så vi valgte, at jeg skulle hoppe med i firmaet og jeg blev ansat som kontorassistent, det var bedst i forhold til fagforening osv., i fald det ikke kunne løbe rundt, så var en af os i hvertfald sikret.

Jakodan havde en hjemmeside, men der var ingen priser, produktbeskrivelser osv. De salg der kom var fra regulært canvassalg – Vi ringede rundt eller gik simpelthen ud og bankede på døren hos folk.

Men der skete stadig ikke nok til at det kunne løbe rundt.

En dag sagde vi til hinanden, at vi blev simpelthen nød til at prøve noget nyt.. vi kom i tanke om, at hvis kunderne ikke kunne se, hvad vi solgte, ville de vel heller ikke købe noget.

Så vi lagde alle prislister ind på hjemmesiden som pdf-filer og pludselig skete der det fantastiske at folk begyndte at ringe til os, folk som vi aldrig havde snakket med før, ringede af sig selv for at høre mere eller bestille varer.

Så vi bestemte os for at lave det om til en webshop, for hvis der kunne ske lidt, ved at folk kunne se, hvad vi solgte – hvad kunne der så ske, hvis de rent faktisk også kunne købe på siden.

Webshoppen blev lavet i starten af 2007.

Lever I af webshoppen, og hvad er Jeres fremtidsplaner?
- I dag lever vi begge af webshoppen. Vi udbetaler en fast løn til os selv hver måned.

I år bliver første år hvor vi reelt får et overskud i firmaet, tidligere år har der enten ikke været nogen penge eller alle penge er gået til at betale af, fx har vi haft nogle store afskrivninger på maskiner, bil m.m., som jo afskrives over 5 år, så dem er vi færdige med nu.

I øjeblikket pønser vi på, om vi skal flytte i større lagerlokaler og overvejer om vi skal købe færdigt eller bygge selv.

Vi har en rigtig stor fremgang, og næste skridt vil være at få plads til flere varer på lageret, så vi kan købe hjem i større mængder og få bedre priser samt få en ansat på lageret/kontoret, så vi får mere tid til at markedsføre, finde produkter osv.

Drømmen er, at gøre Jakodan så stor, som vi kan, de næste 20 år, sælge og leve af pengene fra salget :-)

Hvor meget teknisk viden har I selv?
- Jeg ved stort set ikke noget om det tekniske – så nogen gange kan man ærgrer sig over, at “bare jeg lige havde vist dét, så ville jeg have gjort sådan i stedet for”.

Men som regel er det nok en fordel – Jeg tænker mere som en forbruger, ikke som en programmør.

Fx. det nye projekt med at kunne søge på kassemål på hjemmesiden – vores webshopprogrammør synes vist, det er lidt småtosset, men jeg tænker, at det vil da være meget nemmere for folk.

Mange gange har vi fået afvide, at de ting vi er kommet med ikke kan lade sig gøre, men så finder jeg bare en anden side på nettet som kan eller siger “jamen det skal det kunne” og så bliver det sådan!

Vil du fortælle hvor meget du samlet har investeret?
- På selve webshoppen har vi nok brugt omkring 200-250.000 kroner efterhånden.. måske mere. Vi laver hele tiden om, fx fik vi helt nyt design på siden for et halvt år siden og vi retter hele tiden funktionerne til. Jeg ser på det sådan, at vi har ikke en sælger som man normalt har i vores branche – webshoppen er vores sælger! Så 250.000 kroner på 3 år er ikke meget løn til en sælger, som skaffer os så mange nye kunder! Det er vigtigt ikke at stå stille og endnu mere vigtigt at tilrette siden til brugerne, så du får absolut flest mulige salg ud af de besøgende du har på siden.

Hvordan valgte i leverandøren af webshopløsningen?
- Vi brugte det reklamebureau, som havde lavet vores logo m.m. De kendte os, vores baggrund og vidste hvad vi ville, så det var oplagt at bruge dem.

Reklamebureauet lavede designet og anbefalede os at bruge Sitedream, og det var også det vi havde til vores gamle hjemmeside (som ikke var en webshop).

Hvordan fandt I leverandører?
- Vi har mange leverandører. De første 2 fandt vi på emballagemesser i udlandet.

Andre leverandører er fundet på messer, på internettet eller anden vis.

F.eks. vores leverandør af lynlåsposer har vi fundet ved at en kunde spurgte om vi ikke kunne skaffe dem – så så vi deres navn på en æske poser og ringede og vupti – så havde vi en ny leverandør.

Vi lytter meget til hvad vores kunder efterspørger.. er der fx 2 som spørger efter lilla bæreposer, så er der sikkert også andre, som gerne vil have det – og så finder vi det!

Fortæl lidt om, hvordan du betragter fremtiden for e-købmand(betragt evt. konkurrence, tekniske muligheder, flere handler på nettet etc.)
- En stor del af fremtiden ligger på nettet. Jeg tror aldrig, nettet helt vil erstatte alle indkøb, f.eks. indkøb af fødevarer. Der er jo også en speciel hygge ved at shoppe med veninderne i centeret, fremfor at sidde der hjemme foran skærmen.

Jeg tror, at nettet vil blive brugt til en stor del af indkøbene, særligt varer som ikke er specielt hyggelige at shoppe efter eller varer som kan konkurrrer på prisen.

Eller varer som man ikke kan få i lokal området, fx er udvalget jo ikke lige så stort i Kolding som i København.

Så en gang i fremtiden vil det nok stå fifty-fifty mellem nethandel og butikkerne.

Hvilket betalingssystem bruger I og hvorfor?
- Vi bruger quickpay, fordi det er dét, som normalt bruges sammen med sitedreamprogrammet, da vores leverandør samarbejder med dem.

Prisen er rimelig og det fungerer rigtig fint, så vi er godt tilfredse.

Hvordan bruger I statistik til daglig?
- Jeg laver rigtigt mange statistikker og bruger dem hele tiden.. Fx hvis vi skal tage et nyt design ind, kigger jeg på, hvor meget vi sælger i gennemsnit af lignende produkter, hvor mange kunder vi sælger det til, hvor meget de køber af gangen osv., for at få en ide om, hvor meget vi skal købe hjem.

Vi laver også statistikker over, hvor mange nye kunder vi får, hvor mange af dem der køber på kort frem for at bede om kredit, hvor i landet de bor osv., for at holde øje med hvilke af de ting vi foretager os, som virker.

Vi har fået google analytics for et årstid siden, det er genialt! Man kan se alt – hvem har besøgt siden, hvor kom de fra, hvad købte de, hvilke ord har de søgt på osv.

Kan du nævne et par ting I har gjort, for at forbedre brugervenligheden af siden?
- Uh, jeg kan nævne mange ting..

Fx har vi fået det lavet så produktfotos bliver større i produktlisterne, når man kører musen over dem..

Vi har for nylig sat noget mere tekst i indkøbskurven, så kunden bedre kan se, hvor langt de er i købsprocessen.

Vi har også fået lavet en side hvor man kan bestille gratis vareprøver, så kunden kan se farven, kvalitetn og tjekke at størrelsen passer før de køber.

Vi var lidt nervøse for om vi ville komme til at stå og pakke gratis prøver hele dagne, uden at tjene penge.. men 2/3 af dem som bestiller en prøve, køber varen bag efter..

1/5 beder om nye prøver eller andre størrelser og køber så her efter.. Så det er en meget lille del som ikke bliver til kunder.

Tak til Nina fra Jokadon. Driver du selv en webshop, så ved du nu, hvor du får fat i kasserne!




Tags: , , , , , , , , , , , , , ,

Én kommentar to “PROFIL: Nina fra Jakodan.dk on “PROFIL: Nina fra Jakodan.dk”

Hej! Skriv en kommentar her..

Navn (skal udfyldes)
Email (skal udfyldes)
Hjemmeside